Inspirerende og vise ord fra Kærneholdet

Gennem livet oplever vi, at kroppen forandres. Det sker i starten uden, at vi tænker så meget over det. Men det er kropslige forringelser og tab, som især mærkes, når vi bliver ældre. Det skyldes flere års brug og dermed slid, men i mange tilfælde også manglende vedligeholdelse. Uden sammenligning i øvrigt: En maskine fungerer og holder bedre, hvis den er velholdt og velsmurt.

Vi kan ikke hindre kroppens forandring, ej heller sygdom og uheld, men måske kan vi afhjælpe livets små skavanker. Det er rigtig godt for helbredet at holde sig i gang og dyrke motion på en eller anden måde. Og gymnastik er en alsidig motionsform, der passer til alle aldersgrupper. Også – og specielt – når man kommer lidt op i årene. Der er mange daglige gøremål, som bliver nemmere, hvis man er i god form. Man kan mere, føler sig bedre tilpas, og man får et lysere syn på tilværelsen.

Gymnastik med Kærneholdet er vedligeholdelse af muskler og led. Det er frisk motion på egne præmisser – efter kræfter og formåen – til glad musik. Det er små udfordringer i forskellige grader. Det er liv, glæde og samvær.

Kærneholdet er gymnastikafdelingens friske seniorer M/K 60+

Vi har denne sæson været 42 på holdet, og det viser, hvor lidt alder betyder for kropslig udfoldelse. Alle kan være med. Det er aldrig for sent, hvis man vil begynde at motionere.

Gymnastik giver velvære – hele livet!